Hvad er forskellen på en psykoterapeut, en psykolog og en psykiater?
Der er tale om faggrupper, der er tæt beslægtede, og som alle hjælper mennesker med øget mental sundhed, men som alligevel også har væsentlige forskelle. Da det er vigtigt, at du vælger den rigtige behandler, når du søger hjælp, kan du her blive klogere på de væsentligste forskelle og ligheder, som de er beskrevet på psykoterapeutforeningens hjemmeside.
En psykoterapeut
Tager udgangspunkt i samtalen og fokuserer på at identificere og bearbejde de tanker, følelser, handlinger og hændelser, der er føles udfordrende for dig som klient.
Psykoterapeuter adskiller sig fra psykologer på særligt tre områder:
- Psykoterapeuter har i deres uddannelse gennemgået egenterapi og personlig udvikling.
- Psykoterapeuter uddannes ikke til at tackle svære sindslidelser eller stille kliniske diagnoser. Psykoterapeuter bliver uddannet til at hjælpe mennesker med psykiske og personlige udfordringer, såsom sorg, kriser, stress eller angst.
- Psykoterapeuter har taget en fireårig deltidsuddannelse fra et psykoterapeutisk uddannelsessted. Vær opmærksom på at psykoterapeut ikke er en beskyttet titel. Derfor er det et kvalitetsstempel for dig som klient at vælge en psykoterapeut, der har gennemgået uddannelsen på et institut, der er godkendt af Dansk Psykoterapeutforening, og som derfor må kalde sig psykoterapeut MPF.
En psykolog
Tager også udgangspunkt i samtalen, men er uddannet til at vurdere og stille en diagnose på psykiske sygdomme. Psykologen kan ikke udskrive medicin til patienten.
Psykologen har en universitetsuddannelse i psykologi og eventuelt specialer inden for én eller flere psykologiske retninger. Vægten i psykologuddannelsen er overvejende på psykologiske teorier og metoder.
En psykiater
Er læge med en specialuddannelse i psykiatri.
Modsat psykoterapeuter og psykologer kan psykiatere udskrive medicin til patienten. Derfor arbejder psykiatere ofte med personer med svære psykiske lidelser som for eksempel skizofreni, psykoser og personlighedsforstyrrelser, hvor medicinsk behandling kan være nødvendig.